Arbejdsmiljørådets redegørelse 2007
Rådet er tilfreds med den nye lov, da den med sin tilpasning til det grønlandske samfund har givet muligheder for, at der bliver sat større fokus på arbejdet indenfor arbejdsmiljøet end hidtil. Arbejdsmiljøet bliver i dag anskuet i et bredere perspektiv end tidligere.
Nuuk den 29. november 2007
Til
Beskæftigelsesministeren
Landsstyremedlemmet for Erhverv, Arbejdsmarked
og Erhvervsuddannelser
Arbejdstilsynet
Det Grønlandske Arbejdsmiljøråds Redegørelse 2007
I henhold til arbejdsmiljølovens § 50 kan rådet drøfte spørgsmål, som de finder af betydning for arbejdsmiljøet og kan udtale sig herom til beskæftigelsesministeren, landsstyret og Arbejdstilsynet.
Indledning
Rådet er tilfreds med den nye lov, da den med sin tilpasning til det grønlandske samfund har givet muligheder for, at der bliver sat større fokus på arbejdet indenfor arbejdsmiljøet end hidtil. Arbejdsmiljøet bliver i dag anskuet i et bredere perspektiv end tidligere. Arbejdsmiljøindsatsen er i højere grad end tidligere blevet en del af den almindelige samfundsmæssige indsats en indsats der bliver kædet mere og mere sammen med blandt andet beskæftigelse og sundhed.
Rådets anbefalinger
Rådet har en række anbefalinger til, hvordan den positive udvikling, der er igangsat, kan fastholdes. Rådet skal derfor anbefale følgende:
- Rådet skal opfordre beskæftigelsesministeren til at komme med en plan for, hvornår det kan forventes, at de resterende bekendtgørelser vil foreligge.
- Rådet skal opfordre landsstyremedlemmet til at sikre, at arbejdsskadestatisk er komplet. Rådet ser frem til at få en status for arbejdet med arbejdsskadestatistikken, samt at få oplyst hvornår en sådan kan forventes at foreligge.
- Rådet skal opfordre landsstyremedlemmet til, at der etableres den nødvendige dokumentation, således at det er muligt at få et samlet overblik over arbejdsmiljøsituationen i Grønland.
Regeludfyldningen
Rådet vil gerne kvittere for den nye APV-bekendtgørelse og den dobbeltsproget AT-vejledning om APV og ikke mindst for, at de danske og grønlandske udgaver blev offentliggjort samtidig.
Rådet har noteret sig, at myndigheden arbejder med ajourføring af:
- bekendtgørelse om sikkerhedsuddannelsen mv. i Grønland (1989) og
- bekendtgørelse om opstilling og brug af mekanisk drevne kraner, taljer og lign (1972)
Udstedelse af bekendtgørelser på nye områder foregår også, da myndigheden har oplyst at:
- bekendtgørelsesudkast om asbest er relativt langt fremme,
Efter rådets opfattelse er der stadig et stort behov for at ajourføre de – med hjemmel i loven fra 1971 – gældende bekendtgørelser, som vil forblive i kraft, indtil de kan afløses af nye reviderede bekendtgørelser. Som nævnt i Redegørelsen for 2006 kan, i en ikke prioriteret rækkefølge nævnes følgende:
- Dampkedelanlæg på landjorden (1972)
- Transportable beholdere til sammentrykkede, fordråbede eller under tryk opløste luftarter (1972)
- Trykbeholdere mv. på landjorden (1972)
Ligeledes er følgende bekendtgørelser med hjemmel i loven fra 1986 stadig gældende, trods et stort behov for ajourføring:
- Arbejdets udførelse (1986)
- Arbejdsstedets indretning (1986)
Herudover er der behov for udstedelse af bekendtgørelser på nye områder som f.eks.:
- Arbejde med udvinding af mineralske materialer
- Beskyttelse mod udsættelse for støj i forbindelse med arbejdet
- Beskyttelse mod udsættelse for vibrationer i forbindelse med arbejdet
Information og vejledningsmateriale m.v.
Med den nye lovs ikrafttræden fik rådet bevilliget midler til at udarbejde informations- og vejledningsmateriale. Det er Arbejdsmiljørådets målsætning for rådets kommunikation med det omgivende samfund, at der til det grønlandske samfund gives generelle og overbliksdannende informationer om arbejdsmiljø, navnlig om den nye lov og dens nye bestemmelser
Arbejdsmiljørådet har prioriteret sin information, således at informationen målrettes virksomheder med få arbejdsmiljømæssige ressourcer og forudsætninger, samt virksomheder i brancher, hvor arbejdsmiljøproblemerne er størst og mest belastende. I tilknytning hertil sigter rådets information i særlig grad på virksomheder, hvor grønlandsk er hovedsproget eller er eneste sprog.
Som et særligt område har Arbejdsmiljørådet ønsket at få tilvejebragt og udviklet informationsmateriale om arbejdsmiljø, der kan bruges som led i undervisningen på især erhvervsskolerne.
Alle materialerne bliver færdige ultimo december 2007.
Rådet har samarbejdet med Arbejdstilsynet om ovenstående materialer og vil gerne kvittere for dette samarbejde og ønsker derfor et fortsat nært samarbejde med Arbejdstilsynet.
Fortsat fokus på informations- og vejledningsindsats
For at fastholde den positive tendens, der er skabt med rådets egne materialer, samt de igangsatte produktioner, er det vigtigt at dette bliver fulgt op med yderligere materiale. Rådet gjorde allerede i 2006 opmærksom på, at der fra 2008 og fremefter skal tilvejebringes midler til den generelle informations- og vejledningsindsats. Rådet skal i løbet af 2008 få udarbejdet informations- og vejledningsmaterialer om APV for små virksomheder dette skønnes at koste 150.000 kr. Efter rådets vurdering er der brug for et årligt merbevilling på beløb i størrelsesorden 800.000 kr.
Særlig fokus på det psykiske arbejdsmiljø
Organisationerne oplever en stadig stigning i henvendelser fra medlemmerne omkring det psykiske arbejdsmiljø. I den forbindelse viser det sig ofte, at man på den enkelte arbejdsplads har svært ved at takle disse sager. Rådet skal derfor opfordre til, at dette område bliver et fælles fokusområde for alle interessenter på arbejdsmarkedet med hensyn til udarbejdelse af vejledningsmaterialer, oprettelse af kriseberedskab, registreringer mv.
Arbejdsskadestatistik
En central opgave for rådet er at informere om anmeldepligten. Ifølge den seneste statistik fra Nævnet for Arbejdsskadeforsikringen og Arbejdstilsynets statistik er der i de seneste år sket en markant stigning i antallet af anmeldelser, men rådet vurderer, at der fortsat mangler en del. Rådet har noteret sig, at Grønlands Hjemmestyre er i gang med at udvikle en blanketportal og at en fællesanmeldeblanket vil blive en del af denne portal. Det er rådets vurdering at den elektroniske blanket vil øge antallet af anmeldelser. Rådet skal anmode landsstyremedlemmet om at få oplyst, hvornår det kan forventes, at den elektroniske blanket vil være færdig.
Arbejdsmiljørådet modtager en gang i kvartalet en samlet oversigt over antal anmeldte arbejdsskader, rådet har imidlertid brug for en mere detaljeret statistik, statistikken ønskes udarbejdet på brancheniveau samt på arbejdsskadetyper.
Rådet skal anmode landsstyremedlemmet om at få oplyst, hvornår det kan forventes, at der kan foreligge en mere detaljeret statistik og stiller sig naturligvis til rådighed for en dialog om detaljeringsgraden.
Overblik over arbejdsmiljøsituationen
En forudsætning for at prioritere arbejdsmiljøindsatsen - myndighedsindsatsen og rådsindsatsen - er at der skabes et samlet overblik over arbejdsmiljøsituationen. Et centralt element er at skabe overblik over det arbejdsmiljøbetingede sygefravær. Der er derfor behov for at der etableres et grønlandsk arbejdsmiljøovervågningssystem. Rådet er bekendt med, at der i Danmark er et veludviklet overvågningssystem.
Det danske overvågningssystem sker på basis af forskellige eksisterende datakilder, samt ved særlige undersøgelser af arbejdsstedernes forebyggende arbejdsmiljøaktiviteter samt data fra administrative systemer vedrørende aktiviteter, kampagner inspektion m.v. Alle disse oplysninger sammenholdes og der udarbejdes en samlet rapport der gennemgår de syv visioner i regeringens handlingsprogram om rent arbejdsmiljø 2005.
Rådet skal derfor anbefale, at landsstyremedlemmet går i dialog med de danske myndigheder med henblik på at få udviklet et grønlandsk arbejdsmiljøovervågningssystem. En model for at få iværksat den grønlandske arbejdsmiljøovervågning kunne være at inddrage de etablerede forskningsinstitutioner, samt andre som måtte være interesseret i at tage denne nye udfordring op.
Med venlig hilsen
Sten A. J. Lund
Formand for Det Grønlandske Arbejdsmiljøråd